ZONETERAPI

Zoneterapi er en blid og omsorgsfuld behandling, som er velegnet til at styrke sundheden, forebygge sygdom og afhjælpe symptomer som allerede er der.


Behandlingerne foregår ved, at du ligger på ryggen på briksen med bare tæer. Jeg masserer eller trykker på bestemte områder og punkter (zoner) på undersiden og oversiden af fødderne og enkelte punkter nederst på benene.


I zoneterapi betragtes fødderne som et spejlbillede af hele kroppen inklusive den psykiske del. Hvis der er ubalance i et eller flere områder af kroppen, kan den tilhørende zone på fødderne blive hævet, øm eller have andre små vævsforandringer.


Ved hjælp af zoneterapi øges energiflowet til området, der udrenses affaldsstoffer, udløses endorfiner, som er kroppens smertedæmpere. Alt sammen kan hjælpe organerne til bedre funktion og mindre smerte. Når vi ikke er så belastede af ophobede affaldsstoffer (fra usund levevis, stress og miljøgifte), kan organismen mere effektivt arbejde på at reparare skader og modstå angreb fra virus og bakterier m.m.


Første gang du skal have zoneterapi, vil jeg spørge ind til, hvad du ønsker behandling for og til eventuel tidligere sygdomme og plager og sundhed generelt. Dette er for at kunne målrette zoneterapien bedst muligt.


Hvad kan zoneterapi hjælpe på?

Zoneterapi har en positiv virkning på mange ubalancer og kan lindre eller afhjælpe bl.a.:

  • Fordøjelsesvanskeligheder
  • hovedpine
  • dårligt fungerende immunsystem (hyppige forkølelser og infektioner)
  • hormonelle ubalancer (fx overgangsalder)
  • astma, allergi
  • eksem, hudproblemer
  • stress
  • smerter i muskler og led
  • ødemer


Hvor mange behandlinger er der behov for?

Det er individuelt hvor hurtigt man mærker en bedring, det afhænger bl.a. af hvor længe, man har haft en ubalance. For at opnå bedring på sigt, må man i mange tilfælde regne med at få fire til seks behandlinger med cirka en uges mellemrum. Zoneterapi kan også bruges som en enkelt behandling til velvære og dyb afslapning.


Reaktioner under og efter zoneterapi

Det er meget almindeligt, at man mærker en udrensningsreaktion når man får zoneterapi. Det skyldes, at kroppen er i gang med at arbejde på at komme i balance og sætter udrensningsprocesser i vejret. Disse reaktioner varer gerne 1-2 døgn og kan være bl.a.:

  • Kuldskærhed
  • Maverumlen
  • Tørst og træthed
  • Hovedpine
  • Ændret urin og afføring
  • Gamle symptomer, som ikke er helt færdigbehandlede, kan midlertidigt dukke op
  • Følelsesmæssige reaktioner, fx gråd og latter


Da der sker en øget udrensning af affaldsstoffer, når man får zoneterapi, er det vigtigt at drikke rigeligt vand bagefter.


Vigtigt: du må ikke stoppe med eller nedsætte lægeordineret medicin, uden det sker i samråd med lægen. 


Holistisk terapi

Jeg behandler ud fra et helhedsorienteret/holistisk syn på sundhed og sygdom. Terapien drejer sig ikke bare om det enkelte symptom, det er hele mennesket der behandles. Alle dele er forbundet, den fysiske krop, den følelsesmæssige, mentale og  åndelige del af mennesket. Jeg prøver sammen med min klient at finde årsagen til, at en ubalance er opstået.